Livet som ph.d.-studerende ved Onkologisk afdeling på Herlev Hospital

Et indlæg af Mette Felter, læge og ph.d.-studerende.

Af Mette Felter, læge, ph.d.-studerende, Herlev Hospital, Onkologisk Afdeling.

Mit navn er Mette Felter, og jeg har arbejdet som speciallæge på Herlev Hospital igennem flere år. Her har jeg primært behandlet patienter med tyktarmskræft, endetarmskræft og analkræft. Nu har jeg haft orlov siden marts 2019 og er en ud af flere ph.d.-studerende koblet på OLIGO-Projektet med Overlæge, PhD, lektor Gitte Fredberg Persson som primær vejleder.

I foråret 2017 var jeg på ESTRO (European Society for Radiotherapy & Oncology) for første gang. Her var der mange forskere, som fremlagde resultater på stereotaktisk strålebehandling (SBRT) til patienter med oligo (få) metastaser. Der var mange positive meldinger, men også mange uklarheder såsom: hvilke stråledoser skal patienterne behandles med, og hvilke patientgrupper skal inkluderes? På samme tid stod det klart, at Odense Universitetshospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital indenfor kort tid ville få mulighed for at behandle patienter på den nye MR-Linac, et apparat, der kombinerer en MR-scanner og et strålebehandlingsapparat med det formål at visualisere tumoren under selve strålebehandlingen. Der blev skabt et netværk mellem de tre centre, hvor man drøftede mulige kliniske studier, og sådan blev SOFT protokollen skabt. SOFT er et klinisk studie, hvor man vil inkludere patienter med bløddelsmetastaser der sidder under mellemgulvet. Fra OUH kom meldingen, at man havde en sygeplejerske ansat, der interesserede sig for at indsamle patientrapporterede oplysninger (PRO-data) på patienter behandlet på en MR-Linac.

Gitte Fredberg Persson var netop blevet ansat på Herlev Hospital, og jeg havde ikke mødt hende mange gange, før jeg spurgte, om hun ville tage mig ind som ph.d.-studerende. Og så gik alt stærkt. 

I foråret 2019 fik jeg orlov fra min kliniske stilling og brugte så foråret til at skrive og få godkendt to kliniske protokoller. De to protokoller undersøger effektiviteten og bivirkningerne ved at tilbyde SBRT til patienter med henholdsvis bløddelsmetastaser under mellemgulvet (SOFT protokollen) og knoglemetastaser (BONY-M protokollen). Kun i SOFT protokollen bliver patienterne behandlet på MR-Linac.

Gennem det første halve år af mit ph.d.-forløb, har der været et utal antal møder, mange nye ansigter fra forskellige faggrupper og endeløse mængder af mailkorrespondancer for at få protokollen i gang. Det har været meget spændende og lærerigt at være med til at starte noget nyt op, og jeg er blevet mødt med åbenhed og hjælpsomhed på alle centre. Pia Krause Møller (klinisk sygeplejespecialist i strålebehandling på OUH) er også blevet koblet på projektet, og det er jeg taknemmelig for. Det har virkelig lettet arbejdet, at vi sidder på hvert vores center og kan koordinere projektet.

Som alle andre jeg har snakket med, er det kommet bag på mig, hvor langhåret det har været at få alle godkendelserne i hus, men det vil jeg ikke spilde skriveplads på her.

Nu er SOFT protokollen i gang, og det har været en god start, at alle tre centre startede inklusion indenfor samme uge. I skrivende stund er der inkluderet seks patienter ud af planlagte 61. Det er spændende at være med til indkøringen af vores MR-Linac på Herlev Hospital og arbejdet med det adaptive workflow. Jeg håber, at det forarbejde, der er gjort i MR-Linac netværket på at få SOFT i gang, kan bruges på at lette forarbejdet ved kommende fællesprotokoller. SOFT har bl.a. til formål at facilitere udveksling af erfaringer og viden mellem MR-Linac centrene. Her bliver udviklingen af det adaptive work-flow meget spændende at være en del af. I første omgang er vi i gang med at køre to dummy-runs igennem på hvert center, og vi får derved muligheden for at sammenligne dosisplanerne på tværs af centrene.

Hvis du vil læse mere om projektet, så tryk HER.

Jeg gør mig mange tanker omkring projektet. Kan vi rekruttere nok patienter? Vil vi se svære bivirkninger? Vil de tre MR-Linacs være driftssikre gennem hele inklusionsperioden?  Men så tænker jeg også: ”Hvad hvis vi faktisk får de her succeshistorier om patienter, der fem år efter stadig ikke har tegn på sygdomsaktivitet i kroppen?”.

Jeg er taknemmelig for at være blevet en del af projektet og MR-Linac netværket og glæder mig til at aflægge rapport, når vi har nogle resultater.