Hepatocellulært karcinom

Månedens fokusområde i april er leverkræft med særligt fokus på hepatocellulært karcinom (HCC). Læs videre, hvis du vil blive klogere på kræftsygdommen.

Hepatocellulært karcinom (HCC) er en kræftsygdom, som opstår og udvikler sig i leveren. Der er udviklet mange forskellige former for lokal behandling rettet mod leveren, som for eksempel kirurgisk fjernelse af tumor, RFA, TACE, SIRT samt stereotaktisk strålebehandling. Hvad der er den rigtige og mest optimale behandling for den enkelte patient, er en beslutning, der tages på multidisciplinære team konferencer (MDT), hvor alle specialer er tilstede. Aarhus Universitetshospital (AUH) ​er det eneste sted i landet, hvor samtlige behandlinger kan tilbydes patienterne. Derfor henvises HCC patienter fra hele landet til AUH.

HCC er en strålefølsom tumor, men udfordringen er, at en del patienter samtidig har skrumpelever. En skrumpelever tåler stråler meget dårligt. Derfor skal dosis til det ikke tumorbærende levervæv holdes så lav som muligt.

Med en ny form for strålebehandling, hvor der stråles med protoner i stedet for som vanligt røntgenstråler, kan dosis til leveren reduceres markant samtidig med, at den samme høje dosis til tumor opretholdes (Figur 1). Om protonbehandling dermed er en bedre behandling end konventionel strålebehandling til patienter med kræft i lever og galdeveje, ved vi ikke endnu, men data fra udlandet tyder på, at det er en mere skånsom behandling end konventionel strålebehandling. Dette åbner op for, at både patienter med større tumorer og dårligere leverfunktion kan behandles. Derved har man et behandlingstilbud til patienter, som ikke har noget behandlingstilbud i dag. Leveren er dog også et udfordrende organ at bestråle med protoner. På grund af blandt andet vejrtrækning, ændrer leveren hele tiden position og form. Protoner er specielt følsømme over for denne type geometriske usikkerheder, og der ligger derfor et stort arbejde i at sikre, at protonbehandling kan gives med den ønskede præcision. Læger og fysikere med tilknytning til dansk center for partikelterapi (DCPT) og Dansk Lever-Galdevejs Cancer Gruppe (DLGCG) arbejder i øjeblikket med at etablere en national protokol, som skal muliggøre protonbehandling af HCC på DCPT i løbet af 2021.

I Danmark har vi i 2017 nedsat et nationalt udvalg af læger og fysikere, der arbejder med at forbedre strålebehandlingen inden for lever og galdeveje, skrive nationale retningslinjer og skabe mulighed for at patienterne, uanset bopæl, kan indgå i nationale studier. HCC proton-protokollen er et resultat af dette samarbejde. Udvalget publicerede også i 2019 de første danske retningslinjer for stereotaktisk strålebehandling mod lever og galdeveje. Udvalget arbejder også med forbedring af strålebehandling for levermetastaser.

Tryk her for at se de nationale kliniske retningslinjer for stereotaktisk strålebehandling mod lever og galdeveje.

Figur 1. Bestråling af en levertumor. Tumor skal mindst have 37.7 Gy stråledosis, mens så meget som muligt af leveren holdes under 15 Gy. De farvede områder i (A) og (B) angiver områder, der mindst får henholdsvis 37.7 Gy og 15 Gy. I (A) stråles der med hård røntgen-stråling (fotoner). I (B) stråles der med protoner. Som man kan se, er lavdosis området på 15 Gy betydeligt mindsket ved protoner.