Biologisk identifikation af tilbagefald efter kurativ strålebehandling for hoved-hals kræft. Et DAHANCA 19 studie.

Ph.d. studerende Morten Horsholt Kristensen, Aarhus Universitetshospital.

Kræft i mund, svælg og strube har ofte kun lokal udbredning på diagnosetidspunktet. Derfor kan flertallet af patienterne tilbydes strålebehandling med helbredende sigte.

Det hyppigste sted for tilbagefald af kræften efter strålebehandling, er ofte samme sted som den oprindelige tumors udgangspunkt; også selvom området har fået strålebehandling med store doser. Der kan være flere mulige biologiske årsager til dette.

Med nærværende studie ønsker vi at afdække de mulige biologiske årsager til denne stråleresistens.

Formålet er, at udvikle en biologisk karakteristik der kan fortælle hvilke patienter der er i risiko for tilbagefald i højdosisstrålefeltet og som fra starten af, potentielt, kunne have gavn af en mere intensiv strålebehandling, f.eks hyperfraktioneret accelereret stråleterapi for yderligere at reducere risikoen for tilbagefald af kræftsygdommen.

I perioden 2007-12 blev 608 patienter med kræft i mund, svælg eller strube behandlet i et internationalt multicenter studie (DAHANCA 19) ledet af den multidisciplinære cancer gruppe DAHANCA. Patienterne blev behandlet med (kemo-) stråleterapi og blev randomiseret til tillæg af EGFR-hæmmeren zalutumumab eller ingenting. Studiet viste efter 5 års opfølgning ingen effekt af at tillægge zalutumumab.

Efter 5 års opfølgning har man observeret 163 tilfælde af tilbagefald af kræftsygdommen lokalt eller i de nærmeste lymfeknuder. En stor andel af disse vil formentlig være i det område, hvor der fra start blev givet højdosis strålebehandling.

Vi indsamler stråleplaner på alle patienterne i den nationale DcmCollab dosisplan bank samt scanninger på patienter med tilbagefald. Billedteknisk vil vi fusionere stråleplanerne og tilbagefalds-scanningerne for at kontrollere at tilbagefaldet reelt var midt i højdosis stråleområdet. Derefter vil vi matche denne gruppe med de patienter, der ikke fik tilbagefald og de som fik tilbagefald uden for højdosis stråleområdet. Vævsprøver taget fra kræftvævet før strålebehandling på de to grupper er tilgængeligt for os og er ved at blive undersøgt for biologiske markører der potentielt kan forklare kræftvævets manglende strålefølsomhed. Det er markører for iltmangel, celledeling, stamcellemarkører og andre markører for strålefølsomhed. Der vil endvidere blive undersøgt for en lang række gener, som menes at være af betydning for risiko for tilbagefald.

Læs Mortens statusrapport for projektet fra november 2020 HER (på engelsk).

  • Morten Horsholt Kristensen

    Reservelæge, PhD-studerende